tagkonstruktioner
Teknisk beskrivelse af 1. sals tagkonstruktioner
Arbejdet omfatter:
Eksisterende tagkonstruktion:
Nedrivning af eksisterende tagkonstruktion på hovedhuset, ved nedtagning og bortkørsel af tagbelægning, tagplader samt udhæng. Afskæring af spærhoveder således at eksisterende spærfødder bibeholdes sammen med eksisterende loft i stueetagen. Loftet afstives i stuetagen efter behov, under byggeriet. Nedrivning af skorstenen til etageadskillelse.
Spærkonstruktion:
Oplægning af spær, ca. pr. 100cm., mellem hver spærfod lægges mellemspær som 45x245mm., som pålaskes eksisterende spærfødder. Montering af BMF båndbeslag vindafstivningskryds, samt forankring af tagkonstruktion, 6 stk. min. 1,5m. ned i murværk.
Tagdækning:
Montering af diffussionsåben undertag m/ fodblik ved stern, og udluftningsplanke i kip. Montering af 25x50mm. trykimprægneret afstandsliste. Oplægning af 38x73mm. taglægter. Oplægning af tagtype efter kundens ønske. Der monteres kipsten med udluftning. Stern og vindskeder af trykimprægneret træ påmonteres. Udhæng udføres eksempelvis med 50cm. på langsider, og 30cm. i gavle. Udhængsbrædder af 1×4” trykimprægneret brædder. Montering af tagrender og nedløb tilsluttet eksisterende afløbsbrønde
Gavle:
Gavle udføres som trækonstruktion med 45x220mm. stolpe, isoleret efter forskrifterne. Udvendigt beklædt med eksempelvis trykimprægnerede profilbrædder monteret på klink (vandret), ovenpå vindpap og afstandsliste. Indvendigt påforing af tværlægter med yderligere 50mm isolering. Montering af dampspærre og 1 lag 13mm gips. Eventuelt etableres 2 stk. vindueshuller i hver gavl.
Vinduer:
Montering, i gavle, 2×2 stk. ca. 118x140cm. 2-fags sidehængte vinduer. Eventuelt af fabrikat Rationel, alt DVK-mærket, overfladebehandlet og med lavenergi termoruder og Biobeventiler.Der stoppes, og fuges udvendigt med silikone fuge. Montering af zinksålbænke og beklædning med lister i lysninger. I tagfladen monteres eventuelt 78x140cm. Velux ovenlysvinduer, m/ tilhørende inddækninger og lysningspaneler.
Etageadskillelse:
Isolering med 150 mm. Rockwool mellem bjælker i gulv (spærfødder). Nedtagning af loftlem og retablering af loft . Etablering af passage i etageadskillelsen for trappegennemføring, ved afskæring af spærfødder og montering af spærudveksling. Trappehullet afsluttes med et skørt af BMF-plade. Som gulv på 1.sal kan eventuelt leveres og monteres af 22mm. gulvbrædder i fyrtræ. Montering af fodlister i fyrtræ
Ydervægsbeklædning:
Påforing af 100mm. tømmer på spær. Ilægning af 250mm. isolering mellem spær. Opsætning af lægter, på tværs som forskalling og ilægning af yderligere 50mm. isolering. Konstruktion føres til kip. Isolering med 300mm. i skunkrum. Dampspærre opsættes og 1 lag 13mm. gipsplade monteres. Montering af vinduesplader under vinduer af stavlamineret fyrtræ.
Indervægge og døre:
Eksempelvis kan her opføres af indvendige skillevægge for etablering af 3 værelser, garderobe, wc-/baderum og trapperum. Ved opsætning af 95mm. stålrigler på top/bundskinner m/filt. Montering af 1 lag 13mm. gips på hver side. Væggene isoleres i hulrum. Montering af 4 stk. indvendige massive fyldningsdøre i fyr m/ greb og låsebesætning. Montering af indfatninger og fodlister, alt i ubehandlet fyrtræ.
Vådrum specielt:
I vådrummet monteres 2 lag 13mm. vådrumsgips på alle vægge, og i loft. Der opbygges 1 stk brusenichevægge af stålrigler og 2 lag 13mm. vådrumsgips. På gulvet forberedes underlag (guvbjælker) således at der skabes fald mod gulvafløb. Lægning af ekstra gulvbjælker (maksimum afstand 40cm.), for at forstærke gulvkonstruktionen, i forbindelse med lægning af klinker på gulvet. Udlægning af spredt forskalling, og ilægning af Wirsbo varmefordelingsplade. Ilægning af Wirsbo vand-gulvvarmesystem tilsluttet fordelerblok. I nogen tilfælde kan det også være nødvendigt at montere en pumpeshunt til gulvvarmesystemet. På gulv lægges 22mm. vandfast krydsfinerplade. Udførelse af komplet forsegling af rummet med godkendt vådrumssystem. Lægning af klinker på gulvet, samt fugning. Opsætning af fliser i bruseniche, som fuges. I alle samlinger mellem konstruktionsdele fuges med siliconefuge
Trappe:
Udveksling i gulvbjælker for etablering af trappehul. Placering aftales med kunden. Montering af MDF-plade som skørt i trappehullets lysning. Montering af 1 stk. trappe af fyrtræ. Lakeret og uden stødtrin. Der monteres rækværk af fyrplanker og håndliste).
Varmeinstallation:
Eventuelt videreførelse af centralvarmeanlæg til 1ste salen, ved opsætning af 5 stk. radiatorer m/ termostatventil. Radiatorer dimensioneres til rummene. Tilslutning af gulvvarmesystemet i vådrum m/ termostatventil og føler.
Elinstallation:
Der udføres forskriftsmæssig elinstallation, med 1 stk. loftudtag m/ afbryder i hvert rum, samt montering af dobbelte stikkontakter pr. hver 4. løbende meter væg.I vådrum monteres 1 stk. væglampeudtag samt 1 stk. shaverstik. I trapperum monteres 2 stk. loftudtag, forbundet til 2 stk. korrespondanceafbrydere. Dåsetype: eventuelt LK Fuga, farve hvid. Installationen føres til målerskab, og tilsluttes 1 stk. ny sikringsgruppe.
Vandinstallation:
Fremføring af varmt og koldt brugsvand til håndvask og til bruseniché. Montering af 2 stk. thermostatstyrede blandingsbatterier. Montering af brusesæt til bruseamatur. Fremføring koldt brugsvand til vandkloset. Montering af Ballofix ved alle udtag.
Sanitetsinstallation:
Eventuelt montering af 1 stk. standard Ifö vandkloset, og håndvask som nedfældet i bordplade på baderumsmøbel. Tilsluttet med vandlås. Montering af 1 stk. 75mm. gulvafløb og 1 stk. 40mm. gulvafløb m/ afløbsriste.